Sirenesangen kører endnu

"Har du mistet det gyldne håb som du fik i gave ved din barnedåb?" Det er noget af det første man hører i Anders Østergaards film om Gasolin' - og det er egentlig en ganske passende måde at starte beretningen på. Derudover har jeg altid synes, at "Sirenesangen" er en af Gassernes bedste, så fra første færd var jeg allerede i stemningen. Man sidder med et smil på læben når man ser og hører Larsen sige, "Så lad os dog få det dokumenteret" for dermed at få det ud af verden. Det er et smil der forbliver på læben stort set hele vejen fordi selvom der er problemer, op- og nedture, så er filmen en skøn rejse tilbage til 1960'erne og 1970'erne. Smilet ledsages allerede tidligt i filmen af små vip med foden i takt med at alle de kendte sange fylder salen. Det her er fedt.

Det er Franz Beckerlee og Kim Larsen der dominerer filmen og det er også dem der støder hovederne sammen i bandets historie. Franz ville spille blues og mente, at rock 'n' roll skulle foregå på engelsk, imens Kim hældte mere til højskolesange og ville synge på dansk. Der har allerede været en del fokus i div. medier på problemerne mellem de to herrer, men som Franz har sagt, så er problemer, spændingerne og intensitet vigtigt for at der kan skabes fed musik. Og det er også netop i det felt mellem blues, rock 'n' roll og højskolesangbogen, at Gasolin's karakteristiske lyd opstår.

Filmen er lidt over 1½ time lang og det er for kort - filmen kunne sagtens have været en halv time længere. Forhåbentlig kommer der en DVD-udgivelse med de interviewoptagelser, som ikke kom med. Filmen slutter også ret brat. En diskussion på Bornholm ender med, at gruppen går fra hinanden. Wili, Søren og Kim synes det er en god ide, imens Franz er mere modvillig. Men det ER slut, og det samme er filmen.
Dokumentaren er ikke perfekt, men den er fandens underholdende, medrivende og 1½ time i godt selskab. 5/6

Månen skinner ind...på din kind

Gasolin'-feberen er over os igen - Anders Østergaards film om Danmarks største, bedste og fedeste rockband får premiere i dag. Generelt er anmelderne glade og mine forventninger til filmen stiger stødt. Det bliver dog ikke i dag jeg får den set. Dels skal jeg på Uni og dels er jeg ikke så fandens glad for Biocitys aftenpriser. Så det bliver nok en eftermiddagstur i næste uge med eftermiddagspris + studenterrabat.
Jeg er jo stor fan af Kim Larsen. Det er lige meget om det er solo, med Bellami, Kjukken eller som del af Gasolin' - Kim Larsen er et musikalsk geni. Og så er han jo så'n rigtig dansk, og det kan vi jo godt li'. Han er personificeringen på hygge for nu at sige det som det er.
Når jeg engang får set filmen kommer der nok en mini-anmeldelse eller noget.

Marts er vanen tro den måned hvor tilværelsen muligvis kan blive forsødet lidt. Der kommer ret sikkert en overskudscheck på min bilforsikring fra GF Forsikring. Sidste år var det vist overvældende 200 kr, men penge er nu engang penge. Og så er der jo også årsopgørelsen og spørgsmålet om hvorvidt man skal have penge tilbage i skat eller om man, mindre heldigt, skal punge ud. Jeg har endnu ikke prøvet det sidste, så jeg håber på en lille sjat fra Fader Skat igen i år.

Langå 2 - Primo juli...vær der

Ligegyldige facts

Jeg er Sort Sol fan på hyggebasis. Og det var i en tilfældig surfing efter noget med dem, at jeg stødte på deres album fra 1987 med titlen "Everything That Rises Must Converge." Det interessante, for mig, er, at det er titlen på en novellesamling - hvori novellen af samme titlen indgår - af Flannery O'Connor som jeg bl.a. skriver speciale om. Plottet tyknes da det viser sig, at albummet først skulle have heddet "The Violent Bear It Away" som er titlen på O'Connors anden roman fra 1960. Det hele kulminerer idet der udgives en bonus-cd med dén titel i 1997 ifm. udgivelsen af nogle gamle Sort Sol albums. Tilfældigt er det næppe, og jeg ville selvfølgelig gerne vide noget om hvorfor/hvordan Sort Sol har fundet inspiration i O'Connors skriverier. Detektivarbejdet har indtil videre ikke båret frugt, men jeg overlever :-)

Nu vi/jeg taler om O'Connor, så kommer Karl-Heinz Westarp på besøg på Syddansk Universitet på fredag for at snakke om O'Connor's to noveller "Revelation" og "Parker's Back." Det sker under småhyggelige omgivelser som del af min specialevejleder, Jan Gretlunds fag om O'Connor og Madison Jones. Gretlund skal i den første time Westarp snakker selv snakke om en William Faulkner roman andetsteds på Uni. Han spurgte i dag, om jeg vil introducere Westarp på fredag når han nu ikke selv kan være der fra start, og det sagde jeg sføli ja til. Westarp skulle efter sigende være verdens rareste mand - vi får se.

Don't worry, be slappy

Ak ja, så kom "happy slapping" også til Danmark. Og hvilket herligt fænomen det er. Jeg troede ellers der var problemer med, at få børn og unge væk fra computerne og ud i den friske luft. Det virker da som om, at de faktisk begiver sig udenfor en dør i ny og næ. At det så er for at angribe sagesløse og filme det, er en anden ting. Uden stort kendskab til bum fights, så er det her vel bare en videreudvikling af det "koncept" eller hvad? Men det bekræfter da i hvert fald div. teorier om, at vold i stigende grad er blevet underholdning. Man kunne sføli også bare påstå, at den det går ud over er med på ideen, og det dermed er backyard wrestling...

Den næste der siger "bøssewestern" får høvl

Ah yes, så blev der uddelt både Bodil og Oscar statuetter igår. Bodil-festen var stille og rolig som altid, men stort set med de rigtige vindere. Drabet fik fortjent for Bedste Film og, endnu mere fortjent, fik Jesper Christensen en for sin hovedrolle i samme film. I begrundelsen blev der bl.a. sagt, at Jesper Christensen er en af verdens bedste filmskuespillere - og jeg må give komiteen ret. Der er sgu sket meget siden han sad og lavede regnestykker med Nana ved hjælp af nogen appelsiner på køkkenbordet. Men allerede dér var han jo fænomenal, så det er kun godt, at vi til stadighed ser ham udfolde sit talent. Både Bænken og Drabet er eksempler på hans geniale spil.

Oscar-festen var underholdende, og stik mod al forventning holdt jeg ud til kl. 5.30 hvor den sidste gyldne mand blev uddelt. Det blev overraskende, Crash, der løb med Bedste Film. Hele salen/verden havde vist regnet med, at det blev Brokeback Mountain, men ak. Jeg har ikke set nogen af filmene, men det var cool, at det var en dark horse der vandt. Ellers var der ikke de store overraskelser. Jon Stewart klarede det godt som vært og stod da også for aftnens kommentar. Efter at "It's Hard Out Here For a Pimp" fra Hustle and Flow vandt for Bedste Sang, sagde han "For those of you keeping score at home... Martin Scorsese: 0 oscars. Three 6 Mafia: 1 Oscar." Ta' den, Marty!