Fortid og fremtid
Glæden ved tanken om 80'erne vælter ind over mig når jeg hører John Farnhams "You're the voice" . Jeg har egentlig altid underbevidst været glad for det nummer uden dog at høre det dagligt eller noget i den stil. Men så blev jeg mindet om det for nylig et tilfældigt sted (ok, American Idol) og opdagede, at det nummer stadig holder. Vi er jo trods alt allesammen nogens datter eller søn. Vi er stemmen, dammit!
Dette var ugen hvor jeg omsider kom ind i 2008 med købet af en HDD/DVD-optager. Min elskede video var begyndt at æde bånd. Selvom jeg blev nostalgisk af at trække et videobånd ud af videoen kun for at se selve båndet blive inde i maskinen, og derefter lige trække lidt mere i selve videobåndet for det kan da ikke passe at båndet ikke på den måde kommer ud, så var det alligevel et klart tegn selv jeg ikke kunne overse: det var tid til noget nyt. Så nu sidder jeg og ser LIVE TV og sætter pause på det. Ikke fordi nogen ringer - for hvem sku seriøst ringe? - eller fordi jeg har brug for en pause, men bare fordi jeg kan. Det er så fedt trods alt at vælge at være lidt bagefter når man endelig er kommet foran på visse punkter.
Dette var ugen hvor jeg omsider kom ind i 2008 med købet af en HDD/DVD-optager. Min elskede video var begyndt at æde bånd. Selvom jeg blev nostalgisk af at trække et videobånd ud af videoen kun for at se selve båndet blive inde i maskinen, og derefter lige trække lidt mere i selve videobåndet for det kan da ikke passe at båndet ikke på den måde kommer ud, så var det alligevel et klart tegn selv jeg ikke kunne overse: det var tid til noget nyt. Så nu sidder jeg og ser LIVE TV og sætter pause på det. Ikke fordi nogen ringer - for hvem sku seriøst ringe? - eller fordi jeg har brug for en pause, men bare fordi jeg kan. Det er så fedt trods alt at vælge at være lidt bagefter når man endelig er kommet foran på visse punkter.
