The life and times of an anti-social intellectual

Friday, October 27, 2006

No news + McCarthy

Intet nyt om nabosagen. Carsten har ikke ringet på, så enten er det ikke ham, der har klaget, eller også er han ligeglad og ønsker ikke dialog. Jeg hælder til det sidste og er efterhånden ligeglad. Men det er da lidt irriterende, at man dagligt skal komme hjem og være nervøs for at finde et brev fra ejendomsadministratoren...

Cormac McCarthy, som jeg bl.a. skriver speciale om, har udgivet en ny roman. Den udkom i slutningen af september og jeg syntes ikke jeg kunne nå at få den med i specialet. Min vejleder mener dog jeg bør have den med, men i et efterskrift hvor jeg skriver lidt om The Road, som den hedder, og vurderer om den siger noget nyt om forfatterskabet eller understøtter det jeg har skrevet om i specialet.
Så den er nu købt og jeg regner med at læse den her i weekenden. Den handler så vidt jeg ved om en far og en søn efter verdens undergang, så det er vel meget passende at den bliver nævnt i et efterskrift, da den virker som et efterskrift for selve jordens eksistens. Hvis det er McCarthys sidste roman - han er efterhånden i 70'erne - virker den i hvert fald som et passende post-apokalyptisk punktum på et forfatterskab, der primært har beskæftiget sig med de mørkere sider af USA og mennesket generelt. Og dét er jo den mest interessante side efter min mening, frem for de lysere og mere optimistiske.

Og nå ja, så er der i denne uge kommet endnu en udgivelse fra McCarthy, nemlig The Sunset Limited. Det er et skuespil, hans andet i rækken, så det er lidt nemmere at gå til. Om jeg vil bruge det ved jeg dog ikke endnu, for fokus i specialet er på hans romaner (han har skrevet 1, nu 2, skuespil og et screenplay). Det er herligt, at han bliver ved med at udgive materiale når jeg nu så gerne vil have alt om ham med. Som min specialevejleder skrev i en mail: "Det er som om McCarthy har hørt du prøver at sige noget endegyldigt om hans forfatterskab og har tænkt 'Det skal være løgn!'" :-) Det er nemmere med specialets anden hovedperson, Flannery O'Connor, der ikke udgiver noget mere. Hun er dog undskyldt, idet hun døde i 1964 ;-)

Wednesday, October 25, 2006

Irritation

I starten af august skrev jeg i et blogindlæg om mine naboer, "På den ene side bor Carsten, som i januar klagede over, at jeg larmede for meget om natten (I ved det). Den sag er dog ude af verden, og jeg har sagt undskyld." Det drejede sig om et par nætter i januar hvor jeg, pga. miniferie efter mine eksaminer, var lidt længe oppe og bl.a. så wrestling og den slags. Det var naturligvis ikke et bevidst forsøg på at larme, men jeg kunne godt i retrospekt se, at det måske var støj i et knap så smart niveau tidspunktet taget i betragtning. Jeg sagde som sagt straks undskyld til Carsten og den var så ude af verden.

Eller var den? For i dag har jeg fået brev fra vores ejendomsadministrator om at der er klaget over min støjende adfærd natten til d. 24/10. Der er tale om larm fra TV, computerspil (hvordan vedkommende ved det er computerspil aner jeg ikke, men faktum er, at jeg aldrig spiller computerspil) og "høje råb." Det er jo fantastisk. Problemet er dog, at jeg mandag aften gik i seng omkring kl. midnat eller 1, da jeg skulle forholdsvist tidligt op. "Jamen det tidspunkt kan vel godt kaldes 'natten'". Jo det kan det måske, MEN jeg så ikke TV, spillede computer (...) eller råbte i "nattetimerne". Jeg chattede, så vidt jeg husker, på MSN inden jeg gik i seng og med mindre det er larm fra tastaturet kan jeg ikke se jeg har larmet overhovedet.

Jeg ved pt. ikke om det er Carsten, der har klaget igen, men har i hvert fald smidt et lille brev ind til ham vedr. situationen + sendt en mail/klage til ejendomsadministratoren. Jeg har ikke det mindste problem med at sige undskyld hvis der er grundlag for det, hvilket jeg selv synes jeg beviste i januar. Men fandme om jeg vil godtage en klage når der ikke, efter min mening, er grundlag for den overhovedet.

Så nu er der sendt en kopi af min klage (+ brevet jeg fik tilsendt) til den oprindelige klager og bestyrelsen...som jeg jo så også sidder i ;)

Jeg vender tilbage med mere når/hvis Carsten har stukket hovedet ind for at give sin side af historien, som jeg opfordrede ham til i det lille venlige brev jeg smed ind til ham.