Vi gør det rigtigt!!!!
Afsnit 4 af Springskallerne er i bøgerne og hvilket afsnit! Sidney blev fremstillet nøjagtigt som det han er: en klovn, der ikke har fattet en skid.
Det er chokerende, at man kan se wrestling så længe og ikke forstå, at det er en kontaktsport. Smadrer vi hinanden fuldstændig til træning? Nej, men du kan altså ikke stå i en kamp på et show uden at have prøvet hvordan det føles "rigtigt" at blive ramt, bumpe, osv. Dét aspekt er ligeså meget en del af træningen og erfaringen fordi kroppen skal vænne sig til slagene og de KRAFTIGE DRØN. Man skal også fjerne de mentale blokeringer, der automatisk sætter ind når man skal lade sig falde ned på ryggen, ligesom man f.eks. skal lære ikke pr. refleks at sætte armene op foran brystet når man får en clothesline. Det er ikke noget man kan læse om i en bog eller ikke gøre "rigtigt."
Så når vi GØR DET RIGTIGT og er CRAZY FUCKED UP MOTHERFUCKERS er det nok bare mere Sidney, der ikke har forstået, at wrestling gør lidt/meget ondt, og at det ikke nok at være trimmet, solbrun og have langt (....) hår.
Nu skal jeg ikke gøre mig selv til den store hårdkogte helt, men jeg var med i de gode gamle dage i Odense hvor vi hver lørdag trænede på det tyndeste underlag i verden og bumpede på det som var der intet i morgen. Så vågnede man næste dag og kunne ikke komme ud af sengen fordi hele kroppen gjorde ondt, man havde så lidt kræfter, at bare det at skide var en prøvelse, og det fortsatte til omkring fredag hvor man omsider havde det nogenlunde OK.
Og gudhjælpemig om man så ikke stod inde i træningslokalet lørdag aften og gjorde det igen. Det var sikkert ufatteligt dumt set i bakspejlet, men bundlinjen er, at vi ikke klynkede. Wrestling er en kontaktsport, det gør ondt og sådan er det bare. Hvis man ikke er indstillet på at tage de slag, der kræves, er det ikke den branche man skal være i.
Det er de færreste af os i DW, der går rundt i et dagligt smertehelvede. Men jeg vil tro, at de fleste kan mærke det dagen efter de har været i kamp eller til en hård træning. Efter nogen kampe har man det OK dagen efter, og efter andre kampe har man ondt et par dage efter. I kampen mod Kimball i lørdags slog jeg min lænd på en Michinoku Driver. Det gjorde da ondt at skulle rejse sig og sætte sig ned søndag og mandag, og det kunne da mærkes i faldende grad indtil i forgårs. Men hva, så mærker man da man er i live, hehe :) Fik jeg sagt at Sidney er en punk little gay wuss?
Nå, men afslutningen på dette rant må være, at vi i DW ikke er så syyyyge som Sidney vil gøre os til. Jeg tror ikke vores træning eller tryout er hårdere end så mange andre steder. Den er nok mere blød alting taget i betragning. Faktisk tvivler jeg på, nogen anden træner ville høre 2 sekunder på Sidneys flæberi over INTERNAL skader og tage det så behersket som Chaos gjorde. Synd vi ikke fik nogen optagelser af den gamle wrestler ANTHONY fra København....
Det er chokerende, at man kan se wrestling så længe og ikke forstå, at det er en kontaktsport. Smadrer vi hinanden fuldstændig til træning? Nej, men du kan altså ikke stå i en kamp på et show uden at have prøvet hvordan det føles "rigtigt" at blive ramt, bumpe, osv. Dét aspekt er ligeså meget en del af træningen og erfaringen fordi kroppen skal vænne sig til slagene og de KRAFTIGE DRØN. Man skal også fjerne de mentale blokeringer, der automatisk sætter ind når man skal lade sig falde ned på ryggen, ligesom man f.eks. skal lære ikke pr. refleks at sætte armene op foran brystet når man får en clothesline. Det er ikke noget man kan læse om i en bog eller ikke gøre "rigtigt."
Så når vi GØR DET RIGTIGT og er CRAZY FUCKED UP MOTHERFUCKERS er det nok bare mere Sidney, der ikke har forstået, at wrestling gør lidt/meget ondt, og at det ikke nok at være trimmet, solbrun og have langt (....) hår.
Nu skal jeg ikke gøre mig selv til den store hårdkogte helt, men jeg var med i de gode gamle dage i Odense hvor vi hver lørdag trænede på det tyndeste underlag i verden og bumpede på det som var der intet i morgen. Så vågnede man næste dag og kunne ikke komme ud af sengen fordi hele kroppen gjorde ondt, man havde så lidt kræfter, at bare det at skide var en prøvelse, og det fortsatte til omkring fredag hvor man omsider havde det nogenlunde OK.
Og gudhjælpemig om man så ikke stod inde i træningslokalet lørdag aften og gjorde det igen. Det var sikkert ufatteligt dumt set i bakspejlet, men bundlinjen er, at vi ikke klynkede. Wrestling er en kontaktsport, det gør ondt og sådan er det bare. Hvis man ikke er indstillet på at tage de slag, der kræves, er det ikke den branche man skal være i.
Det er de færreste af os i DW, der går rundt i et dagligt smertehelvede. Men jeg vil tro, at de fleste kan mærke det dagen efter de har været i kamp eller til en hård træning. Efter nogen kampe har man det OK dagen efter, og efter andre kampe har man ondt et par dage efter. I kampen mod Kimball i lørdags slog jeg min lænd på en Michinoku Driver. Det gjorde da ondt at skulle rejse sig og sætte sig ned søndag og mandag, og det kunne da mærkes i faldende grad indtil i forgårs. Men hva, så mærker man da man er i live, hehe :) Fik jeg sagt at Sidney er en punk little gay wuss?
Nå, men afslutningen på dette rant må være, at vi i DW ikke er så syyyyge som Sidney vil gøre os til. Jeg tror ikke vores træning eller tryout er hårdere end så mange andre steder. Den er nok mere blød alting taget i betragning. Faktisk tvivler jeg på, nogen anden træner ville høre 2 sekunder på Sidneys flæberi over INTERNAL skader og tage det så behersket som Chaos gjorde. Synd vi ikke fik nogen optagelser af den gamle wrestler ANTHONY fra København....
