The life and times of an anti-social intellectual

Friday, October 06, 2006

Fredagshygge med Canal Digital

Da jeg kom fra Uni i dag var der lagt en besked på min mobilsvar fra en-eller-anden fra Canal Digital, som er min internetudbyder, efter de overtog GALnet. Det var, ikke overraskende, ang. mit internet og vedkommende mente at have "en god nyhed" til mig. De har lige sænket priserne, så jeg tænkte at det da næsten ikke kunne være endnu billigere net. Det viste sig så, at de havde opdaget, at jeg 3 gange over det sidste år var blevet dobbeltopkrævet. Fx. har jeg betalt kvartalsprisen for mit net både 1. februar og 1. marts. Svagt suspekt jeg ikke selv har opdaget det, men, som Canal Digital manden sagde, også for dårligt, at det overhovedet kan ske og i så lang tid. Men bottomline er, at der går 3x 597,- ind på min konto i starten af næste uge. De kan jo godt når de vil, de satans tele- og netudbydere.

Nyhedsavisen dumpede ind af brevsprækken tidligt i morges. Jeg har ellers følt mig lidt forbigået fordi jeg ikke har været udsat for nogen af de andre gratisaviser, der ellers hærger landet. Godt nok har jeg læst 24timer, men kun fordi jeg selv har taget den i den lokale Fakta. (Det er i øvrigt ikke en imponerende avis). Men det lader altså til, at jeg får Nyhedsavisen. Ved første gennemlæsning/-bladning ser den ganske fornuftig ud, så jeg kan kun være (foreløbig) tilfreds.

Tuesday, October 03, 2006

Alternativ læsning og Langå 3

Som afbræk i specialelæsning og -skrivning er det jo rart med lidt læsning, der ikke nødvendigvis har med specialeemnet at gøre. I sidste uge endte jeg med at købe hele to bøger i hhv. Føtex og Bilka: Møllehave: Et liv har fem akter af Jakob Kvist og Varmt Hjerte, Koldt Blod af Flemming Østergaard. Prisen var 25 og 40 kr, så det var jo til at komme over.

Møllehave-bogen er en interview-/samtalebog og faktisk rigtig god. Jeg er ikke religiøs overhovedet, men jeg har altid godt ku li' Møllehaves entusiasme, og morfar-agtige facon. Der gik lidt for meget religion, Gud og Jesus i den mod slutningen, men som helhed var det en skøn læseoplevelse og jeg følte næsten jeg blev lidt klogere på livet.

Jeg interesserer mig ikke en kæft for fodbold, så hvorfor læse en bog af Don Ø om "management i FCK og drømmen om Europa"? Godt spørgsmål, og jeg har egentlig ikke noget oplagt svar. Don Ø som forretningsmand og menneske interesserer mig vel lidt. Anyways, så er jeg lidt over halvvejs og det er underholdende læsning, selvom man ikke er fodboldfanatiker - måske specielt fordi Østergaard ikke er bange for at kritisere og lange ud efter div. personer. Det kan vi li'!

Alt i alt må konklusionen vel være, at det engang imellem kan være ganske berigende at læse noget man ikke, på overfladen, ville finde interessant.

Som læsere på wrestling.dk og prowrestling.dk vil vide, så er Langå 3 - populært kaldet INTERNATIONAL SHOWDOWN - på trapperne. D. 18/11 kl. 15 går det løs i den lille flække i Jylland og vi glæder os. Med os mener jeg DW, for det blir rætti stort. Det er ikke at tage for store ord i munden at sige, at det blir det største show i Danmark nogensinde. Der er allerede et par kampe annonceret - inkl. en med ham der Muskelmanden, som skal møde splejsen og gymnastiklærerens yndlingselev (tak Smakhouze), Raptor - og flere er på vej. Det internationale touch stopper nok ikke ved Cannonball Grizzly...