The life and times of an anti-social intellectual

Thursday, December 11, 2003

Jeg ser ikke julekalender på hverken DR eller TV2. Jeg har set ca. 10 min. af den på DR og den på TV2 har jeg ikke set noget af overhovedet. Den eneste julekalender jeg ser er selvfølgelig "Jul på Vesterbro" på DR2. En herlig kalender med masser af spas. Der er ikke megen julestemning men til gengæld er det underholdende.

I morgen går turen til Horsens og farmors 70-års fødselsdag på lørdag med dertilhørende morgenmad og frokost om søndagen. Ja fint skal det være. Vi skal samme sted hen som da farfar blev 70 - en kro eller et forsamlingshus eller noget. Jeg husker sgu ikke hvad det hedder. Men maden var sidst god og det er jo det vigtigste i et inferno af irriterende borddamer, festsange og obligatoriske danse med alskens hunkøn i den nærmeste familie. Jeg danser sjældent og helst kun når der er et træ af sorten "gran" jeg kan navigere rundt om. Måske kan det ikke kaldes dans men mere lunten omkring rødgran. Men fuck nu det. Der er tradition for at vi danser i min familie. Det være sig til konfirmationer, fødselsdage og rituelle omskæringer. Det' gas! I ka ta det (TM).

Og nej, ingen DVD-køb i dag.

Wednesday, December 10, 2003

Dagens (eller nattens) DVD-køb blev 10 års udgaven af Clint Eastwoods film "Unforgiven" som efter sigende skulle være rigtig god. Nu elskede jeg jo "Mystic River" og da "Unforgiven" så kunne fås til 70 kr. måtte jeg springe til. Men så heller ikke flere DVD-køb i december...hmm...

Tuesday, December 09, 2003

WWE RAW var igen igen et underholdende show. Denne gang var det nu mest fordi The Rock kom ud og hjalp Mick Foley bedst som det så ud til han ville få tæsk af La Resistance. Publikum (og mig) gik totalt amok da Rock kom ud. Dog var det vist kun en engangsforestilling. For anden uge i træk formår WWE at overraske mig med en god og i sandhed uventet overraskelse - jeg takker.
Wrestlingen på RAW er langt fra i verdensklasse men alligevel fremstår showet som underholdende i sin helhed og når det kommer til WWE TV anno 2003 så kan man vist ikke bede om mere. RAW er bedre end SmackDown for tiden efter min mening.
Armageddon er på søndag. Jeg glæder mig lidt, men tror nu ikke det bliver det helt store. Jeg har vanen tro smidt et preview op på DWFs forum.

Jeg er gået igang med at læse Don DeLillos "The Body Artist" igen som en del af eksamensforberedelsen. Jeg læste den i juli da jeg havde ferie og ærlig talt husker jeg ret lidt af den. Den er kun på 120 sider og jeg har læst ca. 70 så den er ret nem at komme igennem.

Monday, December 08, 2003

Så er der kun 3 film i samlingen jeg ikke har set. Det drejer sig om "Three Kings", "Gangs of New York" og "The Insider" som kom i dag. Jeg kender den ikke men den kostede kun 26 kr og hvis det er billigt så skal det købes! Jeg havde håbet lidt på at få "Ud at køre med de skøre" med hjem fra Fakta i dag til 50 kr. Det er godt nok ugens Fakta-film, men de havde den ikke i den lokale. Flot flot.
Jeg må lige poste dette link tyvstjålet fra Scott Keiths blog. http://www.magic-cone.com/animation1.htm

Sunday, December 07, 2003

Nu skal jeg nok forsøge ikke at 'spoile' for meget men hvis man ikke vil vide noget som helst om "Mystic River" skal man nok ikke læse videre.

Mine forventninger til "Mystic River" var store da jeg satte mig i biografsædet i dag og de blev så sandelig indfriet...og mere til.
3 drenge leger på en vej. De bestemmer sig for at skrive deres navne i det våde cement på fortorvet. Jimmy, Sean og Dave. Dvs. den eneste som ikke når at skrive hele sit navn er Dave. Bedst som han har skrevet "Da" kommer en mand ud af en bil foregivende at være politimand. Han tager Dave med - de skal hjem til hans mor og fortælle hvad han har lavet. Bilen kører afsted, Jimmy og Sean bliver tilbage. Manden er selvfølgelig ikke poltimand og de skal selvfølgelig ikke hjem til Daves mor. Dave bliver taget til fange og bliver misbrugt af 2 mænd indtil han stikker af. Og således er "Mystic River" igang.

Det er denne hændelse der skaber filmen og som ligger til grund for de 3 drenges videre udvikling. Jimmys 19-årige datter bliver myrdet og Sean, som er blevet politimand, bliver sat på sagen. Dave er siden barndomsoplevelsen blevet småunderlig. Det er ret passende at han kun nåede at skrive det halve af sit navn i den våde cement for hændelsen er skyld i at han ikke kom videre. Dave som person døde på mange måde den dag hvilket er vigtigt for filmen. Hændelsen og det som skete med Dave påvirkede (og påvirker) ikke kun Dave men også Sean og Jimmy.

På mange måder ligner "Mystic River" en almindelig krimihistorie hvor vi følger 2 politimænd (Kevin Bacon og Laurence Fishburne) i deres jagt på en morder. Det er det sådan set også og den del af filmen er rigtig spændende og interessant. Det endnu mere interessante er dog de 3 hovedpersoner spillet af Kevin Bacon (Sean), Tim Robbins (Dave) og Sean Penn (Jimmy). Deres roller er så spændende at vi fra start er interesserede i dem og deres historie og denne interesse gør at man er underholdt og låst fast i historien i de 137 minutter filmen varer. Marcia Gay Harden som spiller Daves kone gør det rigtig godt og ligeledes er Laurence Fishburne god i sin rolle som Kevin Bacons partner. Det er desuden forfriskende at se en white cop/black cop kombination uden at vi skal tærskes igennem diverse påtagede raceundertoner.

Dette er en næsten perfekt krimi som vinder på det faktum at den ikke er så ligetil. Som tilskuer skal vi selvfølgelig ledes til at tro morderen er den ene person efter den anden kun for at blive overrasket over hvem det i virkeligheden er. Det fantastiske skuespil, den gode historie og de gennemførte karakterer i filmen gør dog at "Mystic River" bliver en anderledes, klog og rigtig interessant film.
Vil man nå at have en af årets bedste film med inden vi går ind i 2004 så er "Mystic River" klart en anbefaling værd.

Karakter: 10+