Nu har jeg boet i den (efterhånden ikke så) nye lejlighed en måneds tid og måske man skulle gøre status?

Det går rent ud sagt fantastisk og jeg er overbevist om, at flytningen var en af de bedste ting der kunne ske for mig. Jeg laver mad stort set alle ugens dage hvor det før var noget der foregik 4 gange om måneden hvis jeg var heldig, så det er i hvert fald en af de gode ting der er sket. Ellers er der mange andre småting som er mulige idet jeg bor alene og ikke er så hæmmet som før.
Der er lidt længere til Uni, men ikke noget der gør det store. Bilen har jeg trods alt endnu, så det hjælper jo lidt/meget på det. Alt i alt overvinder fordelene ulemperne i en overvældende grad.

I onsdags fik jeg omsider et nyt TV. Jeg har siden sommeren 2001 måtte leve med et 20'' Prosonic TV fra Bilka og det har sgu ikke været optimalt. TV'et i sig selv har fungeret uden problemer, men det var sgu lige småt nok. Så da min far pludselig syntes han ville give mig et nyt var det afsted (til Bilka igen) og det blev til et Panasonic 28'' widescreen TV. Det er kræs :D

Jeg har igår og i dag fået set "Paradise Lost: The Child Murders at Robin Hood Hills" og "Paradise Lost 2: Revelations" som er to dokumentarfilm lavet af de samme folk som lavede Metallica: Some Kind of Monster.

I grove træk handler filmene om mordet på tre små drenge i West Memphis i 1993. Tre unge mennesker blev arresteret og kendt skyldige: Damien Echols (som sidder på death row), Jason Baldwin og Jessie Misskelley. Bevisførelsen gik mest på floskler om sataniske ritualer og det faktum at Damien Echols gik klædt i sort og var "underlig." Jessie blev afhørt i 12 timer hvoraf de sidste 45 min blev optaget på bånd. Hans IQ er på omkring 7o og alt tyder på at han blev presset til at tilstå i 1993. Jason Baldwin...ja, guilty by association så vidt jeg kan vurdere. Han var ven med Echols og det var åbenbart kriminelt.

Nu er det ret tydeligt at filmskaberne mener at drengene er uskyldige, men de formår alligevel at fortælle om historien fra begge sider. I begge film og specielt i 2'eren, er der meget fokus på John Mark Byers som er stedfar til den ene af de myrdede drenge. Manden er noget der ligner en levende tegneseriefigur. Specielt i 2'eren er han så rablende sindssyg at jeg forventede man i baggrunden ville høre "....aaaaaand scene" efter hver sekvens med ham. Så fucked up kan ingen være. Han himler op om død og ødelæggelse og om alt det der venter i Helvede for de tre påståede mordere.

Jeg er enig med de mange som mener Mark Byers er den virkelige morder. Beviserne bygger sig op i begge film imod ham, men ak, intet hjælper det. Vi kunne jo nødigt ha' at politiet og retten skulle indrømme de havde begået en fatal fejl. Og seriøst, der er så mange ting der peger imod at det er Byers der er morderen eller i det mindste havde noget med det at gøre, at det er for meget at remse op her.

Filmene er både rystende og sørgelige. Ikke mindst fordi man føler at uretfærdigheden er så overvældende at man næsten ikke kan holde ud at se på det. Men se dog filmene hvis I får muligheden og kom med jeres egne konklusioner. Damien Echols lever endnu og kæmper stadig for at bevise sin uskyld. Og Paradise Lost 3 er efter sigende i støbeskeen...

For mere om sagen og The West Memphis 3 som Jessie, Jason og Damien bliver kaldt, tjek http://www.wm3.org/live/thewm3/index.php eller nogen af de mange støttefonde osv. der er online for at hjælpe dem.

Og til sidst: det er sgu blændende at se og høre hvordan Metallica bliver brugt som lydspor på begge film når man tænker på at det faktum at Echols og Baldwin lyttede til Metallica blev brugt som et argument for deres ondskab...Witch hunts are alive and well....

Er det mig eller rules Kent for meget? Deres seneste album "Du & Jag Döden" er fabelagtig godt - I køber bare.

Der sker ikke rigtig det store. På onsdag skal emneopgivelserne (=bibliografierne) til mine opgaver afleveres og så er det bare non-stop læsning og skrivning frem til eksamen. Jeg har "the good feeling" med begge opgaver indtil videre, så mon ikke det går?

Jeg fik Hartvigson-Dienhart "student award"'en i torsdags som resulterede i et gavekort på 1000 kr til boghandlen på Uni (unægteligt en stor hjælp til når der skal købes bøger næste semester) og en ret så genial udtalelse som medførte en "wow"-følelse af karat. Desværre oplevede jeg også en vis misundelse fra et par medstuderende. Til dels kan jeg godt forstå dem idet jeg også ville være misundelig hvis jeg følte mig forbigået. Men derfor ville jeg stadig lykønske disse og i det mindste prøve på at glæde mig på deres vegne. Dunno om det er noget typisk dansk, men det der med at kunne glæde sig på andres vegne er svært (også for mig selv!). Måske noget man burde arbejde med? Fra i morgen, du...