The life and times of an anti-social intellectual

Sunday, November 20, 2005

'Brooklyn Dårskab' siger du? Jeg tror bare jeg læser den på engelsk

Jeg er lige blevet færdig med Paul Austers seneste roman: The Brooklyn Follies. Jeg skrev BA projekt om Auster i sin tid, og har læst alle hans romaner, med undtagelse af 2. BA projektet omhandlede begyndelser i Austers værker. Det er selvfølgelig et vidt begreb, men det gør alligevel, at jeg altid er lidt spændt på hvordan han starter sine romaner. Og den seneste skuffer ikke på det punkt. Første linje er "I was looking for a quiet place to die" og første passage slutter "More than anything else, that was what I craved. A silent end to my sad and ridiculous life."

Hovedpersonen er Nathan Glass, der er omkring de 60. Som starten fortæller, er han kommet til Brooklyn for at ende sine dage i de omgivelser. Som et projekt for at holde sig lidt igang, går han igang med bogen The Book of Human Folly og i den "...I was planning to set down in the simplest, clearest language possible an account of every blunder, every pratfall, every embarrassment, every idiocy, every foible, and every inane act I had committed during my long and checkered career as a man." Han kan dog ikke finde på noget at skrive om sig selv, så han begynder at skrive om andre mennesker og deres større eller mindre "follies." Selvfølgelig ender det hele med at handle om ham selv og vi er dermed tilbage til et af Austers yndlingsemner, nemlig forfattere og det at skrive. Og viklet ind i det får vi et lille udsnit af Nathan Glass' liv i Brooklyn med en masse begivenheder af større og mindre betydning. Det er, som altid når vi snakker om Auster, utroligt medrivende, underholdende, sjovt, tragisk og til tider hjertevarmende.

I sidste kapitel er Glass lige blevet udskrevet fra hospitalet og går ned ad gaden i New York. Det er den 11. september, 2001 og klokken er 8. 46 minutter senere rammer det første fly World Trade Center. "Just two hours after that, the smoke of three thousand incinerated bodies would drift over toward Brooklyn and come pouring down on us in a white cloud of ashes and death. But for now it was still eight o'clock, and as I walked along the avenue under the brilliant blue sky, I was happy, my friends, as happy as any man who had ever lived." Det er en både foruroligende, men også satans lykkelig slutning på 300 siders blændende læsning.

Afslutningsvis kan jeg sige, at der ikke er noget nyt om Unabomber II i nr. 123. Siden han kom og ringede på i søndags har jeg ikke haft besøg af ham. Og tak for det.