Sirenesangen kører endnu

"Har du mistet det gyldne håb som du fik i gave ved din barnedåb?" Det er noget af det første man hører i Anders Østergaards film om Gasolin' - og det er egentlig en ganske passende måde at starte beretningen på. Derudover har jeg altid synes, at "Sirenesangen" er en af Gassernes bedste, så fra første færd var jeg allerede i stemningen. Man sidder med et smil på læben når man ser og hører Larsen sige, "Så lad os dog få det dokumenteret" for dermed at få det ud af verden. Det er et smil der forbliver på læben stort set hele vejen fordi selvom der er problemer, op- og nedture, så er filmen en skøn rejse tilbage til 1960'erne og 1970'erne. Smilet ledsages allerede tidligt i filmen af små vip med foden i takt med at alle de kendte sange fylder salen. Det her er fedt.

Det er Franz Beckerlee og Kim Larsen der dominerer filmen og det er også dem der støder hovederne sammen i bandets historie. Franz ville spille blues og mente, at rock 'n' roll skulle foregå på engelsk, imens Kim hældte mere til højskolesange og ville synge på dansk. Der har allerede været en del fokus i div. medier på problemerne mellem de to herrer, men som Franz har sagt, så er problemer, spændingerne og intensitet vigtigt for at der kan skabes fed musik. Og det er også netop i det felt mellem blues, rock 'n' roll og højskolesangbogen, at Gasolin's karakteristiske lyd opstår.

Filmen er lidt over 1½ time lang og det er for kort - filmen kunne sagtens have været en halv time længere. Forhåbentlig kommer der en DVD-udgivelse med de interviewoptagelser, som ikke kom med. Filmen slutter også ret brat. En diskussion på Bornholm ender med, at gruppen går fra hinanden. Wili, Søren og Kim synes det er en god ide, imens Franz er mere modvillig. Men det ER slut, og det samme er filmen.
Dokumentaren er ikke perfekt, men den er fandens underholdende, medrivende og 1½ time i godt selskab. 5/6