Ud og se med Sidney
For en uge siden skulle jeg til England, nærmere betegnet Coventry og University of Warwick til en Cormac McCarthy konference. Jeg skulle med toget mod Kastrup fra Fredericia kvart over 6. Det første jeg ser da jeg vader ind i forhallen i Frede er Sidney Lee - også kendt som Søren Overgaard. Jeg no-seller ham kraftigt og går op på perronen. Efter jeg har fundet min plads - som senere viste sig ikke at være min plads alligevel - går Susan fra Paradise Hotel fordi iført en tarvelig grå sweater. Jeg skal ikke jumpe til nogen forhastede konklusioner, men det kunne tænkes, at hende og Søren havde været gæstebartendere i Frede natten til søndag. Er det ikke sådan reality "stjerner" primært forsørger sig nu til dags?
Toget ruller og da vi når til Nyborg er der optræk til ballade for lille Søren har kun billet til Nyborg. Han skal vel til København og nægter nu at stå af. Han mener, at togpersonalet har genkendt ham fra det øjeblik han stod på og at dette nu blot er et chikanebetonet overfald på hans person. De kan jo bare give ham en bøde - eller også kan han indløse billet i toget mente han. Det nægter de dog og politiet bliver tilkaldt. Efter lidt tid blandet det der vist er en civilbetjent sig og beder Søren stå af. På dette tidspunkt har en del civile personer været oppe og bedt Søren om at tage sig sammen og fucke af. Personen ved siden af mig var blandt disse og han var tæt på at misse sit fly grundet dette lamme optrin. (Civil)betjenten får smidt Søren af og vi fortsætter mod storbyen. Ak ja, det er ikke nemt at være zelebrity.
Det var iøvrigt en formidabel tur til Coventry. Der blev fløjet til Birmingham, som lå relativt tæt på Coventry, og der var tid til lidt sightseeing i Coventry før vi skulle checke in. Turen hjem i torsdags var noget længere idet jeg skulle flyve fra Stanstad udenfor London og skulle med bus fra Coventry. For det første var bussen en lille time forsinket, angiveligt fordi den var overophedet i Birmingham. Betryggende. Da jeg havde sat mig i bussen bad chaufføren os om at tage sikkerhedssele på fordi, som han sagde, jeg er bagud som bare fanden og har en time at indhente. Endnu mere betryggende. Jeg havde nu ikke travlt, så no biggie. Vi skulle være i Stansted 15.05 og da vi kl. 15.00 er på sidste stop før Stansted spørger han om nogen vil låne en telefon og ringe til whoever vi nu skal videre med og bede dem vente. Som han sagde: "der er ingen jordisk chance for at jeg kan nå derhen på 5 min." Til det spørger en passager: "Jamen, hvor langt er der helt præcist?". Det viste sig at være 45-50 min. Og så kan han ikke nå det på 5 min? Amatør. Hvad fanden skulle vi så tage seler på for?
Da jeg senere skulle med Ryanair fra Stansted skulle vi pludselig med et andet fly pga. problemer med det første. Jeg fandt aldrig ud af præcist hvilke problemer. Men det er jo altid betryggende. Specielt fordi vi stod og voldsvedte i gaten i 100 år og derefter kom ind i et iskoldt fly, der ikke blev varmere i de ca. 90 min. vi var i luften. Jeg er jomfruelig på rejse- og flyvefronten, men jeg kan så forstå at fly generelt altid er kølige? Anyway, at gå fra gennemsvedt til gennemfrossen var for meget for helbredet og da vi nåede Århus var min hals et tørkeområde og snottet løb. Der var iøvrigt ingen faste pladser i flyet og da jeg ser en tom plads yderst ved siden af en mor og datter og vil spørge om jeg må sidde der kommer dette spørgsmål af en eller anden grund på engelsk. Fordi jeg havde snakket engelsk non-stop i en lille uge? Fordi vi på det tidspunkt var i England, omend i et fly med mange danskere på vej hjem? Who knows. Anyway, jeg erfarede at når man først har sagt sætningen "Do you mind if I sit here?" som dansker-der-snakker-engelsk til danskere, ja så kan man ikke pludselig blive dansker igen og pludselig snakke dansk. Ergo legede jeg englænder resten af turen og besvarede de relativt få spørgsmål osv. på engelsk for at blive i rollen. Det sku' jo nødigt hedde sig. + jeg var på det tidspunkt helbredsmæssigt udfordret og kunne ikke overskue andet.
Flere slibrige detaljer om konferencen senere. Måske.
Toget ruller og da vi når til Nyborg er der optræk til ballade for lille Søren har kun billet til Nyborg. Han skal vel til København og nægter nu at stå af. Han mener, at togpersonalet har genkendt ham fra det øjeblik han stod på og at dette nu blot er et chikanebetonet overfald på hans person. De kan jo bare give ham en bøde - eller også kan han indløse billet i toget mente han. Det nægter de dog og politiet bliver tilkaldt. Efter lidt tid blandet det der vist er en civilbetjent sig og beder Søren stå af. På dette tidspunkt har en del civile personer været oppe og bedt Søren om at tage sig sammen og fucke af. Personen ved siden af mig var blandt disse og han var tæt på at misse sit fly grundet dette lamme optrin. (Civil)betjenten får smidt Søren af og vi fortsætter mod storbyen. Ak ja, det er ikke nemt at være zelebrity.
Det var iøvrigt en formidabel tur til Coventry. Der blev fløjet til Birmingham, som lå relativt tæt på Coventry, og der var tid til lidt sightseeing i Coventry før vi skulle checke in. Turen hjem i torsdags var noget længere idet jeg skulle flyve fra Stanstad udenfor London og skulle med bus fra Coventry. For det første var bussen en lille time forsinket, angiveligt fordi den var overophedet i Birmingham. Betryggende. Da jeg havde sat mig i bussen bad chaufføren os om at tage sikkerhedssele på fordi, som han sagde, jeg er bagud som bare fanden og har en time at indhente. Endnu mere betryggende. Jeg havde nu ikke travlt, så no biggie. Vi skulle være i Stansted 15.05 og da vi kl. 15.00 er på sidste stop før Stansted spørger han om nogen vil låne en telefon og ringe til whoever vi nu skal videre med og bede dem vente. Som han sagde: "der er ingen jordisk chance for at jeg kan nå derhen på 5 min." Til det spørger en passager: "Jamen, hvor langt er der helt præcist?". Det viste sig at være 45-50 min. Og så kan han ikke nå det på 5 min? Amatør. Hvad fanden skulle vi så tage seler på for?
Da jeg senere skulle med Ryanair fra Stansted skulle vi pludselig med et andet fly pga. problemer med det første. Jeg fandt aldrig ud af præcist hvilke problemer. Men det er jo altid betryggende. Specielt fordi vi stod og voldsvedte i gaten i 100 år og derefter kom ind i et iskoldt fly, der ikke blev varmere i de ca. 90 min. vi var i luften. Jeg er jomfruelig på rejse- og flyvefronten, men jeg kan så forstå at fly generelt altid er kølige? Anyway, at gå fra gennemsvedt til gennemfrossen var for meget for helbredet og da vi nåede Århus var min hals et tørkeområde og snottet løb. Der var iøvrigt ingen faste pladser i flyet og da jeg ser en tom plads yderst ved siden af en mor og datter og vil spørge om jeg må sidde der kommer dette spørgsmål af en eller anden grund på engelsk. Fordi jeg havde snakket engelsk non-stop i en lille uge? Fordi vi på det tidspunkt var i England, omend i et fly med mange danskere på vej hjem? Who knows. Anyway, jeg erfarede at når man først har sagt sætningen "Do you mind if I sit here?" som dansker-der-snakker-engelsk til danskere, ja så kan man ikke pludselig blive dansker igen og pludselig snakke dansk. Ergo legede jeg englænder resten af turen og besvarede de relativt få spørgsmål osv. på engelsk for at blive i rollen. Det sku' jo nødigt hedde sig. + jeg var på det tidspunkt helbredsmæssigt udfordret og kunne ikke overskue andet.
Flere slibrige detaljer om konferencen senere. Måske.
