The life and times of an anti-social intellectual

Thursday, November 29, 2007

Tøndersagen

Tøndersagen. Man behøver ikke rigtig sige andet. Folk ved godt hvad der er tale om. Desværre.
Jeg har læst de to bøger, der er ude om sagen: Claus Jessens Tøndersagen, og Mads Brüggers og Nikolaj Thomassons Grænselandet: Tøndersagen efterforsket.

Og hvorfor så læse om denne grusomme sag? Det er et godt spørgsmål. Som der ganske rigtigt står i forordet eller indledningen til Grænselandet: "Det er suspekt at skrive en bog om Tøndersagen. Det er suspekt at læse en bog om Tøndersagen. Alt ved denne sag er suspekt" (frit citeret ud fra hukommelse).

Når alt kommer til alt er det jo nok fordi sagen interesserer mig. Da den stod på fulgte jeg den ikke mere end de fleste andre mennesker - jeg læste lidt hist og her og så et nyhedsindslag i ny og næ. Og på lige linje med størstedelen af Danmark var jeg forfærdet og rystet. (Jeg kunne godt skrive "hele Danmark" men når man har læst de bøger står det klart, at der er mennesker derude, som ikke kan se noget galt i det, der er sket).

Jeg kan godt li' Mads Brügger. Og det var en del af grunden til, at hans bog blev hevet hjem fra biblioteket. Jeg anede ingenting om Claus Jessens bog, men han viste sig at være en stor del af Grænselandet og det er ikke for det godes skyld. Jessen, der er journalist for Ekstra Bladet, står for skud og Brügger og Thomasson kan ikke lide ham. De kan bl.a. ikke lide hans måde at skrive om sagen på i Ekstra Bladet. De mener bl.a., han gør det til porno med sine malende beskrivelser. Det skal siges her, at Jessen ikke beskriver de seksuelle overgreb i sin bog i detaljer. Der er mange andre ting, som jeg ikke vil komme ind på, men de 2 herrer og Jessen er ikke venner. Faktisk har Jessen lige i dag skrevet på sin blog(http://www.ebblog.dk/306/) at han har sat en advokat på sagen om Grænselandet og det, der står skrevet om ham.

Og hvem har så skrevet den bedste bog? Og kan man overhovedet tillade sig at sige, at en bog om seksuel udnyttelse og misbrug af børn kan være god? Hvem har ret af de forskellige forfattere? Det er svært at sige. Generelt er der mange af de samme ting med i bøgerne og de beskriver begge de to misbrugte pigers forældres historie, fra fødsel til fængslet. Faren og moren i sagen er to stakler - dermed ikke sagt, de har min sympati - med psykiske problemer fra en tidlig alder og da de finder hinanden er det givet på forhånd, at det forhold aldrig kan blive sundt og velfungerende.
Grænselandet indeholder morens erinderinger og specielt delene, der omhandler ægteskabet med pigernes far er nærmest grotesk læsning. Af og til kom jeg til at grine over det fuldstændige absurde i mandens adfærd og sprogbrug; kun for at komme i tanke om, at jeg sidder og læser om Danmarks største sag om seksuelt misbrug af børn. Om man kan stole på det moren skriver er svært at vurdere hendes sindstilstand taget i betragtning. Samtidig er det samme tilfældet for de ting faren skriver i breve fra fængslet.

Begge bøger beskriver også det tydelige svigt fra de sociale myndigheder og kommunerne i de respektive byer familien bor i undervejs. Hvem har så skylden? Er det det offentlige, der vidste der var noget galt, men glemte alt om sagen hvorefter den bare kom over i bunken med alle de andre sager, der tårnede sig op? Moren, der deltog i misbruget og lod det ske, kun for til sidst at flytte og give faren forældremyndigheden? Eller faren, der....

Hvis man skal se på hvilken af de to bøger, der rørte mig mest var det Grænselandet. Om man kan sige, jeg var blevet hærdet før jeg læste Jessens bog ved jeg ikke, men den gjorde det største indtryk. En aften efter jeg havde læst i den kunne jeg ikke falde i søvn. Jeg lå med en stor følelse af afmagt, fortvivlelse, vrede og undren. Hvordan kan nogen mennesker være sådan? Det var nærmest for meget at kapere.

I mine litteratur- og filmstudier på universitetet og generelt har det altid kredset sig om de mørkere sider af mennesker, landskaber, osv. Det onde, det groteske. Det fascinerer mig, som det fascinerer mange andre mennesker. Det er et indblik ind i en verden hvor man ikke rigtig tør gå ind, men man kigger alligevel fordi det alligevel er lidt spændende og dragende...så længe man ikke behøver tage det der skridt ind i mørket, således at det opsluger en. (Og for at ingen skal misforstå det, så synes jeg absolut ikke de ting, der er foregået i Tøndersagen er dragende eller spændende på den måde, som det er i bøger og på film). Et af de bedste eksempler fra filmens verden er scenen fra David Lynchs geniale Blue Velvet hvor den unge hovedperson spillet af Kyle MacLachlan er fanget i skabet hos kvinden spillet af Isabella Rossellini. Derfra ser han ud gennem sprækken i skabet det syge forhold mellem Rossellini og Frank (spillet af Dennis Hopper) folde sig ud. Han kan ikke forstå det og det vækker afsky. Men han kigger alligevel og lader sig igennem filmen falde længere og længere ned i den underverden han så og senere bliver en del af. Når det kommer til sager om mord, seksuelt misbrug, voldsomme grader af ondskab tror jeg de fleste kigger med igennem sprækken. Det er så rart med noget distance, men det er nu alligevel meget spændende.
Forskellen på de ting fra studierne er, at det er fiktion. Det her er virkelighed. Det ER suspekt at læse en bog om T'øndersagen. Eller to for den sags skyld. Men det er endnu mere suspekt hvis de to bøger ikke hjælper noget og det sker igen.

Og med de opmuntrende ord...vi ses i morgen på DR2!

0 Comments:

Post a Comment

<< Home